MBDK

Nyhed

Cybersikkerhedsmåneden sætter fokus på digitale trusler

Hele oktober er dedikeret til cybersikkerhed, når myndigheder, virksomheder, organisationer og borgere sætter fokus på digitale trusler og sikker adfærd.

Af Redaktionen
Mail
Foto: Mika Baumeister - Unsplash

Danske virksomheder, myndigheder, organisationer og borgere bliver hver dag udsat for forsøg på cyberangreb. Derfor sætter Styrelsen for Samfundssikkerhed ekstra fokus på cybersikkerhed gennem hele oktober.

Oktober er Cybersikkerhedsmåned, hvor offentlige og private aktører over hele landet samarbejder om at øge bevidstheden om digitale trusler og styrke modstanden mod cyberangreb.

Ifølge Christine Engel Christensen, vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed, kræver cybersikkerhed en fælles indsats.

“Cybersikkerhed er en fælles indsats, som vi kun løser ved at stå sammen. Myndigheder, virksomheder, uddannelsesinstitutioner, civilsamfund, borgere – vi spiller alle en vigtig rolle. Når vi deler viden, erfaringer og gode råd og får flere med, bliver vi bedre til at beskytte os selv og hinanden mod cybertrusler,” siger hun.

I løbet af oktober bliver der afholdt aktiviteter, kampagner og arrangementer om cyber- og informationssikkerhed i hele Danmark. Det gælder blandt andet webinarer om digital svindel og den nationale cybersikkerhedsøvelse “Hele Danmark øver”.

Derudover kan virksomheder finde inspiration i en materialepakke om cybersikkerhed. Styrelsens kampagner “Hvem taler du egentlig med” og “Nationale råd om digital sikkerhed til de mindste virksomheder” bliver også synlige på sociale medier, som annoncer og i biografer.

Du kan se en oversigt over alle tilmeldte aktiviteter her, og hvis du er arrangør af en aktivitet kan du stadig nå at indmelde den her.

Kilde: Styrelsen for Samfundssikkerhed

Del artiklen
Mail
Scroll to Top